Spilverdenen Explorikum

Jordens Salt foregår i en fiktion vi kalder Explorikum, som er en spilverden lavet til levende rollespil.

Teksten herunder beskriver den større setting og landsbyen Runas Virke, som scenariet foregår i. Vil du læse en mere detaljeret tekst om Explorikum, kan du gøre det ved at downloade PDF’en.

Explorikums primære inspirationskilde er de europæiske opdagelsesrejser og den efterfølgende kolonisering i 1700 tallet. Verden består af to kontinenter, adskilt af Saltenhavet, der først for nylig er blevet krydset. I den gamle verden – på det vestlige kontinent – findes en række stater med udbredt civilisation og lang historie. Af disse har Holmsland, Hvidenord og Altari Khanatet rejst over havet til den nye verden – på det østlige kontinent – og grundlagt kolonier. I vildmarken mellem kolonimagternes områder ligger landsbyen Runas Virke, hvor Jordens Salt udspiller sig.

Holmsland & Ny Holmsland

Holmsland er det kulturelle udgangspunkt for de fleste fortællinger i Jordens Salt. 

Holmsland er inspireret af Skandinavien i en blanding af vikingetiden (hvad angår sprog, begreber og værdier) og 1700-tallet (hvad angår teknologi og videnskab). Holmsland er et forbund af jarldømmer, med Stortinget som den fælles lovgivende forsamling.

Ny verden, nye muligheder?

For knap 200 år siden opdagede Holmslandske søfolk for første gang den nye verden, døbte den Østerled og etablerede kolonien Ny Holmsland. De etablerede kontakt til de folkeslag der boede der i forvejen, men havde primært interesse i at underlægge sig landet og udvinde resurser. 

Kolonierne lever af at eksportere Østerleds mange naturressourcer og trælle til det umættelige marked i den gamle verden. Til gengæld er den sociale og økonomiske ulighed stigende i de gamle stater, så flere og flere rejser over havet i håbet om et nyt og bedre liv som nybyggere i Østerled.

Konflikter i kolonierne

Kolonien Ny Holmsland udvider langsomt sit territorium, hvilket fører til flere konflikter. Både med nabokolonien Hvidenord, de oprindelige folk og de nybyggere der har slået sig ned i Vildmarken, i håb om at komme bort fra Holmslandsk lov. For 30 år siden udbrød der decideret krig mellem Ny Holmsland og Hvidenords besiddelser i Østerled. Krigen blev afsluttet efter 5 års kamp, men uden en klar afgørelse.

I dag er de oprindelige folk underkastet trældom af kolonimagterne eller tvunget længere ud i vildmarken for at bevare deres frihed og kultur. Der findes mindst to oprindelige folk, Skanoi og Sakai, der begge bliver betragtet med mistro og frygt af kolonisterne, på grund af deres fremmede kultur og rygter om mystiske egenskaber.

Kort_Østerled

Runas Virke

Kolonierne i den nye verden ligger langs kysterne, og de store landområder inde på kontinentet opfattes af de fleste som en utæmmet vildmark, fulde af både rigdom og farer.

Store dele af vildmarken er dækket af skovklædte bakker, søer og moser, og her er det næsten umuligt for kolonimagterne at holde lov og orden. De få hårdføre folk der bosætter sig her, er derfor uden for lovens beskyttende vinger, og ofte med flere dagsrejser til nærmeste by.

En handelspost i vildmarken

Runas Virke ligger en lille uges rejse ude i vildmarken, omtrent lige langt fra Ny Holmsland og Hvidenords kolonier. I skovene mellem koloniernes grænser og Runas Virke ligger der spredte skovgårde og landsbyer, men Runas Virke er den bebyggelse der ligger fjernest fra kolonierne.

Handelsposten er bygget ved et vigtigt vadested over floden Stenfos, hvor tømmer kan sendes sydpå til havnebyen Kaudervaal i Hvidenord. Vadestedet muliggører pelsjægernes ekspeditioner i skovene længere mod vest, og der er forekomster af det værdifulde grønne salt i engene og moserne omkring floden. Der er anlagt veje og hjulspor fra Hejrehøj i Ny Holmsland til Runas Virke, der muliggør de store vogntog med gods kan sendes tilbage til civilisationen.

Historien

Runas Virke blev grundlagt kort efter den første store indvandring af Runa den Gavmilde, en pensioneret officer fra de holmslandske ekspeditionsstyrker. Formålet var at skabe en sikker handelspost, for de mange lykkesøgere og nybyggere der forsøgte at finde et bedre liv i vildmarken.

Således fungerede Runas Virke i fire årtier, frem til kolonikrigen, hvor den blev tvangsrømmet og brændt ned af Ny Holmslandske tropper, for at forhindre at den faldt i fjendens hænder. Nu, 30 år senere, er Runas Virke næsten genopbygget, og fungerer som den gjorde tidligere. Skønt næsten alle faste indbyggere tjener deres brød på at handle med kolonierne, er mistilliden til Ny Holmsland stor efter kolonikrigene.

Kostumer

Jordens Salt udspiller sig i en tid inspireret af 1700-tallets kolonialisering af Amerika. Kostumerne skal gerne tage udgangspunkt i dette, men egentlig historisk korrekthed er ikke vigtigt. Det centrale er, at vikingetiden, middelalderen og til dels renæssancen er bag os, og at tøjstilen derfor er langt mere “moderne”.

Vi har udarbejdet et moodboard på pinterest, hvor man kan søge inspiration

Følg med i interessegruppen