Praktisk information
På denne side har vi forsøgt at sammenfatte al praktisk information om Jordens Salt. Nærmere information om hvordan ting helt konkret vil forløbe vil blive kommunikeret i spillerbreve, som vi nærmer os scenariet.
Hvornår
Jordens Salt afholdes tirsdag d. 27. juni til lørdag d. 1. juli 2023.
Tirsdag er ankomst og opsætning, onsdag-fredag spilles rollespillet og lørdag er oprydning og hjemrejse. Alle deltagere skal være indstillet på at bruge dagen inden spillet (tirsdag) på at være med til opsætning, og dagen efter (lørdag) på at være med til nedpakning og oprydning.
Hvor
Scenariet afholdes i Rollespilshytten i Hareskoven, i udkanten af København.
Adresse: Ballerupvej 93, 3500 Værløse.
Deltagere
Jordens Salt har plads til 150 deltagere, og man skal være fyldt 16 år for at deltage. Der gives ikke dispensation for aldersgrænsen.
Man tilmelder sig scenariet i grupper, se tilmelding.
Deltagerbetaling
Det koster 500,- at deltage i Jordens Salt. Det dækker deltagelse i scenariet og et sted at sove sammen med sine gruppe. Mad er ikke inkluderet i prisen. Tilmeld dig under tilmelding.
Biletter refunderes frem til 1. februar.
Overnatning
Du kan enten sove i telt, en shelter, eller i en sovesal i hytten. Der vil også være begrænset mulighed for at låne telte at sove i, men man må meget gerne medbringe sit eget.
Telte skal naturligvis være ‘in-game’, men om de passer på perioden er ikke så vigtigt.
Sovepladserne i hytten forbeholdes de tilrejsende grupper, der i scenariets fiktion bor på kroen.
Mad og drikke
Mad laves over åben ild af deltagerne, på en måde og med redskaber, der så vidt muligt passer ind i spilverdenen. Vi hjælper og formidler inspiration og kontakt mellem grupperne inden scenariet, til dem der har behov.
Der vil være køleplads til råvarer der har brug for det, men vi opfordrer jer til at begrænse mængden af mad der skal på køl så meget som I kan.
Alkohol
Værtshuset i Runas Virke sælger øl og vin og forskellige ikke-alkoholiske drikke. Vi vil bede jer lade stærkere spiritus blive i tasken indtil efterfesten.
Sprog
Rollespillet og kommunikationen med arrangørerne foregår primært på dansk, men hvis du f.eks. taler svensk eller norsk, forstår lidt dansk, og har mod på at deltage, er du meget velkommen.
Kontakt
Parkering og biltrafik
Al parkering foregå ved Savværket Vangehus, på Ballerupvej 99. Bilkørsel til og fra hytten er kun tilladt på opsætningsdagen og oprydningsdagen, og kun for de biler der skal hente mere end personlig bagage.