Forventningsafstemning
Vi har her opsummeret nogle pointer om Jordens Salt, som vi føler er vigtige at være bekendt med som potentiel deltager. De omhandler både scenariets spillestil, og nogle helt lavpraktiske realiteter.
Dette scenarie er for dig hvis…
… du ønsker personligt drama og høj indlevelse i dit spil.
Jordens Salt handler om personlige skæbner I den nye verden og scenariet kommer til at blive drevet af relationer karaktererne imellem. Vi kommer ikke til at have store hovedplots, kongevalg eller lørdagsdragoner. I stedet designer vi flere og mindre plotlinjer og historier, som alle spillere kan interagere med I den grad de ønsker det.
… du gerne vil være medskaber af din egen fortælling.
Vi vil gerne skabe et scenarie sammen med jer. Vi forventer at du som deltager tager del I at skabe din egen karakter og sørger for at være proaktiv for at få det spil du ønsker.
Vi arrangører definerer grundkoncepter for grupperne, herunder hvilke typer af karakterer som kunne være en del af disse. Gruppekoncepterne er rammer, indenfor hvilke I som spillere har en hel del råderum. Når I har fundet en gruppe I kan se jer selv i, vil vi meget gerne tilpasse den til jeres ønsker og de spillere der skal være med.
Læs mere om dette under tilmelding.
… du ønsker at spille et scenarie som behandler alvorlige tematikker som ulighed, uretfærdighed og undertrykkelse
Der er til Jordens Salt plads til både stor lykke og hyggelige stunder om bålet, men det er også et scenarie om det hårde nybyggerliv, en usikker fremtid og kampen for overlevelse.
Scenariet kommer også til at handle om de problemer der præger spilverdenens samfund, herunder ulighed, kolonialisme og undertrykkelse. De fleste karakterer til scenariet er blot mennesker på godt og ondt, men nogen har særligt mange dæmoner at slås med, hvilket går ud over både dem og deres nærmeste.
Vi designer workshops og metateknikker for at kunne spille på disse temaer I trygge rammer og forventer at alle spillere deltager I dette element af scenariet.
Undertrykkelse, diskrimination og dets lige vil udelukkende rette sig mod rollernes nationalitet, afstamning og politiske eller spirituelle overbevisning. Diskrimination af spillere på baggrund af køn, seksualitet, etnicitet, religion og dets lige vil ikke blive tolereret til Jordens Salt.
… du gerne vil være med til en dags hyggelig opsætning og nedpilning
Vi håber at Jordens Salt ikke blot skal blive et godt scenarie, men også en hyggelig oplevelse med god tid til at bygge og skabe I fællesskab. Der skal være plads til at hænge ud med både gamle og nye bekendtskaber. Vi prioriterer derfor en hel dag til opsætning af jeres forskellige hjem I Runas Virke, som vi håber at I vil sætte jeres eget præg på. Vi hjælper meget gerne med alt hvad vi kan skaffe af lokale materialer.
… du og din gruppe vil lave mad selv
Til Jordens Salt bliver madlavning og måltider en aktiv del af scenariet. Vi holder af samme grund billetprisen så lav som overhovedet muligt, for at kunne give plads til madbudgettet I de enkelte grupper. Der vil være brænde og store hævede bålsteder til rådighed, men I skal selv medbringe service og redskaber.
Der vil være back-up rugbrød og pålæg I hytten, og vi som arrangører vil bidrage til maden under midsommerfesten, men sørg for at have både mad og snacks med til jer selv.
… du har det godt med en varierende grad af intensitet
Jordens Salt kommer til at have 2.5 dages spiltid, og derfor bliver det et scenarie med skiftende intensitet. Vi har en tidsplan med en række in-game begivenheder som er fastlagt af arrangørerne (fx midsommerfesten eller et mystisk mord), men derudover er der rig mulighed for at skabe jeres eget drama og pacing.
Vi designer også efter at der kommer til at være en del downtime hvor der er plads til at synge, hugge brænde, skrive sange, spille spil, støbe tinsoldater (eller geværkugler), vaske tøj, bage brød, male, garve, farve, danse, eller hvad end I tænker at jeres karakter bruger sin hverdag på. Tag derfor gerne ting med til disse syslerier.