10 fælles begivenheder i rollernes fortid

Nedenfor kan du læse om 10 større begivenheder, der er sket i og omkring Runas Virke. Rollerne har på kryds og tværs været involveret i begivenhederne, og har fælles minder og oplevelser derfra. 

Vi vil bede dig vælge tre begivenheder, som du/din rolle gerne vil interagere med og give en idé til hvordan din rolle kan have interageret. Det kan være begivenheder, som er vigtige for din rolle og dens interesser og udvikling, og/eller som berører temaer du gerne vil spille indenfor. Måske har du bare deltaget, måske har du spillet en nøglerolle – det er op til dig. Det betyder ikke, at du ikke kan have oplevet eller deltaget til de øvrige begivenheder. De fleste vil fx have oplevet den hårde vinter, men den vil være mere interessant for nogle spillere og roller, at lægge vægt på, end andre. 

Fem begivenheder i Runas Virke

1)  Branden i fiskernes hjem

For et halvt års tid siden, udbrød der pludselig brand i fiskernes hjem. Hele familien, bestående af mand, kone, deres lille søn og nyforlovede datter, omkom. Byen mistede en driftig og engageret familie – ofte som en stemme der taler imod værtshusfamilien. Datteren nåede at kravle ud af det brændende hus, men døde et par timer senere af røgforgiftning. Hun nåede ikke at sige meget og de tilstedeværende har forskellige udlægninger af hvad hun har sagt i sine sidste timer.

2) Bryllup blandt karnevalsfolkene

For et år siden, blev der afholdt et festligt bryllup hos familien Tornild. En af familiens unge skulle giftes ind i den rejsende familie Arken, der havde gjort ophold i Runas Virke et par måneder. Denne aften blev de forenet gennem et ungt par, der lykkeligvis var blevet glade for hinanden. De fleste i Runas Virke deltog i festlighederne i et eller andet omfang. Nye venskaber og fjendskaber blev født, løfter blev aflagt, øl drukket og borde væltet. Historierne fra denne aften er sidenhen blevet genfortalt mange gange.

3) Røverangrebet

For to år siden begyndte en røverbande at husere omkring Runas Virke. Handelskaravaner og rejsende til og fra Hejrehøj blev chikaneret og berøvet af en større gruppe ransfolk. Efterhånden som overfaldene tog til blev det klart at man måtte gøre noget, og der blev både sendt bud til Hejrehøj og de andre landsbyer i området. Sammen oprettede de et vagtværn, opsporede røvernes lejr, og fik givet dem et afgørende slag. Nogle blev fanget og stillet til regnskab, andre blev dræbt i træfningen. En del af røverne slap væk, og der har siden været enkeltstående overfald.

4) En rigkvinde i tjære og fjer

For et år siden ankom den meget åbenlyst velhavende Martha Vissen op med et følge af vagter og rådgivere fra Ny Holmsland til Runas Virke. Vissen fremviste dokumenter- og en stor mængde meget moderne våben – som bevis for at hun ejede hele området i og omkring Runas Virke. Fremtiden stod på en kommende havn til flodtransport, udvinding af ressourcer og skole, men også høje skatter og værst af alt: under restriktion af Vissen. Der går mange historier om hvem som udtænkte planerne som blev lagt i gaslampens skær på værtshuset den nat. Helt sikkert er det dog, at Vissen forlod Runas Virke i tjære og fjer, med kun halvdelen af sit følge, meget få af sine vigtige papirer og slet intet af sit guld.

5) Hele 3 ting på én gang

For få måneder år siden skete en serie af mystiske hændelser i Runas Virke. En sen nat havde en forsamling af byens unge skjult sig på postkontoret, hvor de legede ånden i flasken og drak billig vin. Ved midnatstid lød der et stort brag fra krystalresonatoren, hvorefter en mystisk stemme begyndte at tale fra resonatorkammeret. På samme tid blæste ilden i kaminen i værtshuset ud, og klokken i posekiggernes tårn begyndte at ringe. Flere slår det hen som tilfældige sammentræf, mens andre er overbevist om at noget mystisk er på spil…

Fem begivenheder uden for Runas Virke

6) Konferencen i Kaudervaal

I købstaden Kaudervaal afholdes hvert år en populærvidenskabelig konference, hvor opfindere og forskere præsenterer nye påfund og hypoteser, og på denne måde spredes de nyeste opdagelser til interesserede i den østlige del af vildmarken. På årets konference blev der blandt andet præsenteret en vidtrækkende teori om, hvordan man kunne forudse Salts forekomst i undergrunden. Hvis teorierne passer, er der chancer for, at Runas virke ligger oven på et uopdaget Saltforekomst.

7) Den hårde vinter

For nogle år siden var der en usædvanlig kold sommer, efterfulgt af tidlige og regnfulde efterårsstorme og en forfærdelig vinter. Høsten slog fejl og mange sultede, frøs eller måtte på anden måde hutle sig ind i foråret. Der var stor forskel på hvordan den nye verdens beboere kunne håndtere krisen, og det understregede med al tydelighed, at forskellen på rig og fattig er lige så stor her, som i den gamle verden. Mange velhavere afslog sig at hjælpe dem, der var hårdt ramt, mens andre snyltede på naboens godhjertethed. Den hårde vinter var en stærk oplevelse af, at man er prisgivet naturen, særligt i de mindre civiliserede randområder.

8) Stokkegård opkøbt af Hvide Nord

Landsbyen Stokkegård, der på mange måder minder om Runas Virke er blevet overtaget af Hvide Nord. Handelsfolk er blevet købt ud af deres forretninger, retten til jorden opkøbt, og en stor mængde tilflyttere fra Hvide Nord har fået så stor indflydelse i byens forsamlinger, at tingene nu bliver gjort anderledes, og på Hvide Nords præmisser. Det er en udvikling man har set komme, i takt med kolonimagternes udvidelse men den nylige situation har gjort andre grænsebyer urolige, og man taler om at traktaterne er blevet brudt. Det vides ikke hvordan Ny Holmsland vil reagere. 

9) Øltøndetalen i Hejrehøj

Ved en markedsdag i Hejrehøj tidligere på året, stillede en kolonist sig op på en øltønde midt på torvet, påkaldte sig opmærksomhed og talte til forsamlingen om kolonistyret i Holmslands uretfærdigheder overfor de hårdtarbejdende indbyggere i Ny Holmsland. En overraskende stor forsamling viste sig lydhør, og forhindrede længe byens vægterkorps i at afbryde dundertalen. Til sidst blev der sat beredne tropper ind for at sprede mængden og pågribe urosstifteren. 

10) Den forsvundne ekspedition

En større ekspedition af pionerer krydsede den store flod Skejeren sidste sommer, i jagten på rigdomme i det uudforskede nord. Der kom intet nyt fra dem resten af året, og i foråret blev der sendt jægere og stifindere ud for at finde dem. De vendte tilbage med historier om en forladt, hastigt befæstet, lejr med blodspor og tegn på uhyrligheder. Ekspeditionens medlemmer blev aldrig fundet, men nogle af stifinderne berettede om en uhyggelig, klagende melodi, der hjemsøgte dem på vej hjem, hele vejen til Skejerens bred.

Følg med i interessegruppen